Bønneleder: Peter Tinggaard Antal deltagere: 11
Emne: Menighedens andagtsliv
Inden vi gik i gang med at bede, læste vi salme 1. Den taler om den frugtbarhed og overflod, der vil overstrømme den, der dagligt grunder og mediterer over Guds ord. I vers 3 står der til sidst: Alt, hvad han gør, lykkes for ham. Hvilket utroligt løfte! Gid mange i vores menighed måtte blive levende beviser på dette. Her kom Peter med et tankevækkende udsagn. Når folk i en menighed har et blomstrende andagtsliv, så kommer de sammen for at give noget af deres overflod videre. Men når de ikke har det, så kommer til kirke for at få.
Vi begyndte med at samles omkring den første af tre borde, der var opstillet i bønnerummet. På dette første bord stod der en åben bibel, hvorfra man kunne læse salme 1. På hver sin side af bordet var der opstillet nogle store grønne planter, der skulle illustrere det overflods liv, som salmen lover dem, der elsker Guds ord.
Vi takkede Gud for hans ord og bad ham om at gøre det mere levende for os. Flere af deltagerne nævnte i deres bønner nogle af de ting, bibelen siger om Guds ord. Vi bad om, at Gud måtte gøre hele menigheden sultne efter hans ord.
Mens vi bad, blev en af deltagerne mindet om Ordsp 27,7. Den mætte sparker til honningen, men for den sultne er alt bittert sødt. Sådan er det ofte med vores andagtstider. Vi er så mætte af alle de ting, vi fylder os selv med, at der ikke er plads til Guds ord. Vi ber: Gud giv os mere lyst, fordi vi ikke forstår, at vores manglende sult skyldes, at vi allerede er blevet propmætte af alt muligt andet. Derfor starter salme 1 på følgende måde: Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd, som ikke går på synderes vej og ikke sidder blandt spottere, .... . Det starter med, at vi tømmer os selv for det, verden fylder på os - og så vil vi blive sultne.
Vi bad Gud om at vise hver person i menigheden, hvad de skal give afkald på, for at de igen må blive sultne. Vi bad også om tilgivelse for, at vi så ofte har valgt at spise alt muligt affald i stedet for Guds levende ord.
Derefter gik vi videre til det næste bord. På det var der et stort stykke papir og en beholder med kuglepenne. Øverst på papiret stod der: Gud vil tale. Ved dette bord skulle vi bede imod alle de løgne, der forsøger at overbevise os om, at vi ikke kan høre Gud tale. I følge Peter er dette et område, hvor djævelen hårdnakket forsøger at angribe os. Hvis han få os til at tro, at Gud ikke taler, eller at vi ikke kan høre ham, så bliver vi adskilt fra Gud og fra Guds kraft - og så er vi ikke længere farlige for ham. Men Bibelen siger tydeligt: Mine får hører min røst!
Mens Peter spillede en sang, var de andre stille og lyttede. De skulle åbne sig for Gud og give ham plads til at minde om vers eller lignende, som fortæller os, hvor meget Gud har lyst til at tale til os. Han har skabt os til fællesskab med sig. Han har skabt vores ører til at høre. Der var en 4-5 stykker som fik noget og skrev det ned på papiret. Sammen stod vi imod den løgn, at Gud ikke vil tale til os, og vi bad om gennembrud, så at alle i menigheden må komme til at høre ham tale.
Der var forberedt et tredje bord med nadver, men vi nåede ikke frem til det. Mens vi bad imod hindringer til at høre Gud tale, blev vi ledt til at bede for det profetiske i menigheden. Vi bad om, at Gud igen måtte rejse det profetiske op, så at Gud derved kunne tale til sit folk. Vi bad også om, at Gud måtte vise os, hvis der var noget, der hindrede det profetiske og hjælpe os til at få det af vejen.
