Bønneledere: Helia og PeterAntal deltagere: 8
Emne: Mere af Helligånden
Niels Jørgen Fryd indledte mødet med at dele nogle tanker fra Zak 4, hvor der tales om en syvarmet lysestage, som i følge Åbenbaringens bog skal symbolisere Guds menighed. Over menigheden er der et kar med olie, som strømmer ned over menigheden og aldrig løber tør, fordi to olietræer er plantet ved siden af den og konstant fylder den op. Billedet taler selvfølgelig om Helligånden og viser, hvilket overflod af Åndens kraft Gud ønsker over vores menighed (og alle andre). Efter at profeten havde fået dette billede, gav Gud ham dette budskab: Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!
I tyve minutter sang vi lovsange og fokuserede især på Helligånden og tilbad ham for alt det, han har gjort og vil gøre i blandt os. Det ord, som Niels Jørgen havde delt, var med til at gøre Helligånden endnu mere nærværende i vores tanker.
Kort efter var det tid til at bede. Helia ledte os ind i en tid, hvor vi med vores ord fortsatte med at takke Helligånden for alt det, han har til os. Hun mindede os især om åndens frugter og om nådegaverne. Vi takkede Helligånden for disse gaver og for flere andre ting, som bibelen også siger om Helligånden. Han er trøsteren, vejlederen, Guds kraft i blandt os og så meget mere.
Helia førte os ind i rummet ved siden af, hvor der stod et rundt bord ovenpå to lange borde. Det runde bord var dækket med blåt stof og havde en stor gave oven på det. Helia forklarede, at gaven skulle symbolisere alt det, Ånden giver til os. Hun fortalte, at Gud før bønnemødet havde delt med hende, hvor meget det sårede hans hjerte, at vi som menighed på mange måder ikke tør tro på at hans gave er god. Små børn tager imod en gave fra deres forældre med stor glæde og forventning, men når Gud vil give sine børn i menigheden en gave, så er de tøvende og i tvivl om det overhovedet er en god ting for os.
Vi bad sammen om at Gud måtte gøre os som børn igen på dette område. Vi bad også om, at Gud måtte rense ud alt det, som gjorde os tøvende og tvivlende i forhold til Helligånden. Må Gud gøre os som små børn igen.
Mens vi bad for dette kaldte Peter og Helia os tættere ind til bordet, så vi stod i en tæt rundkreds. Derefter tog Helia gaven og gav den til den, der stod på hendes højre side. Og sådan fortsatte vi indtil alle havde både givet og taget imod gaven. Den, der tog imod gaven, bad hver gang en kort takkebøn enten for dem selv eller for menigheden.
I sin indledning havde Niels Jørgen bl.a. sagt: Jeg har været i menighedens ledelse i 25 år og så mange gange oplevet, hvordan vi gør ting i menneskelig styrke i stedet for at vente på Helligånden. Dette er noget menigheden har brug for at lære. Vi tog nu ti minutter i fuldstændig stilhed og ventede på Helligånden. Vi gjorde det både for at give ham plads til at tale nu, men også som en symbolsk handling på menighedens vegne for at sige til Helligånden. Vi vil gerne være en menighed, der virkelig venter på dig.
Efter disse ti minutter blev der givet tid til at alle kunne dele det, som Gud havde talt. De fleste af deltagerne delte noget. Flere følte at Gud talte om, at der er vantro og mistillid i menigheden, og at dette virkelig hindrer Åndens virke. Dog gav Gud også et billede til en af deltagerne, som viste vores menighed til en søndagsmøde, hvor Helligånden virkelig brød igennem.
Som sidste del af bønnemødet skulle vi træde igennem døren ind til kirkesalen. Over og omkring døren var der lavet et dække af rødt stof. Det skulle symbolisere Jesu blod og det skulle minde os om, at det er hans offer, der har betalt prisen for at Ånden kan komme. Det er ikke noget, vi skal gøre os fortjent til. Hele gruppen bad først sammen uden for døren og inviterede Helligånden til at komme. Derefter gik hver deltager igennem døren en af gangen og hver eneste bad en enkelt bøn i selve døren for at invitere Helligånden ind i deres personlige liv og ind i hele menigheden.
