Bønneleder: Jofrid Tinggaard Antal deltagere: 3
Emne: Børnene i den Evangeliske Kirke
Vi startede med at takke Gud for de børn, han har givet os. Både dem, vi personligt har fået, men også dem menigheden har fået. Det er sikkert den største velsignelse der overhovedet er i menneskelivet. Vi bad også om at Gud måtte give os sit hjerte for børnene.
I Luk 18,16 står der: "men Jesus kaldte børnene hen til sig og sagde: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres." Da vi forberedte os i bøn følte vi at Gud gav os dette vers og lagde vægt på det med hindringer. I må ikke skabe hindringer for dem! Vi bad Gud om at vise os, hvilke hindringer der er i vores menighed, og han gav os en del tanker, som vi kunne bede ud fra.
Henne ved en åben dør havde Jofrid lavet nogle hindringer ved at hænge nogle aflange balloner fra loftet med snor, som også blev fæstnet på gulvet. På hver ballon stod der skrevet en kort sætning eller nogle stikord, som skulle udstille en konkret hindring, der er i vores menighed.
Der var fem balloner i alt, og ved hver ballon (hindring) tog vi god tid til enten at bede tilgivelse eller til at bede om hjælp til at ændre det. Mens vi gjorde det, var der en stærk oplevelse af Guds nærvær og vi blev alle berørt af det. Gud har virkelig hjerte for det med børn, og han vil ikke at nogen skal hindre dem fra at komme til ham.
Teksten på de fem balloner var som følger: (de udtrykker alle nogle misforståelser)
1) De voksnes gudstjeneste er vigtigere end børnenes. (Ingen vil sige dette, men vores store fokus på de voksnes gudstjeneste viser det. Vi lønner op til flere præster for at tage sig af de voksne, men der er ingen ansatte for børnene. Ledelsen varetager de voksnes gudstjeneste (med taler mv), men overlader børnene til enhver, som er villig til at hjælpe. osv. osv.) På menighedens vegne bad vi Gud om tilgivelse. Vi proklammerede at børnene var mindst lige så vigtige som de voksne og bad Gud om at give os en åbenbaring af hans hjerte.
2) Barnetro bygges på overlevering - ikke personlig erfaring. (Vi lærer børnene, hvad de skal tro og mene, men er ikke så gode til at lære dem at få personlige erfaringer med Gud.) Vi inviterede Gud til at komme og vise, hvor personlig han er for alle vores børn.
3) Troen gøres til en sag for hovedet i stedet for en sag for hjertet. (Derved ringeagter vi let børnenes naive tro, fordi vi forbinder troen med den sunde og gennemtænkte teologi.)
Vi bad Gud forvandle os alle, så troen mere og mere blev en sag for hjertet.
4) Børnene overses, fordi de let kan passes ind. (De voksne skal nok sige til, når de er utilfredse, men det gør børnene sjældent. Derfor kan vi let overse dem eller tilgodese andre før dem.) Må Gud gøre det sværere for os at overse børnene. Han vil selv tale deres sag.
5) Vores himmelske far er ligesom vores jordiske fædre. (Alle børns billede af Gud formes ud fra deres egne oplevelser med en jordisk far. Og alle fædre fejler igen og igen.) Vi bad om tilgivelse på egne og på menighedens vejne - og bad Gud om at åbenbare, hvem han virkelig er.
Til sidst bad vi om Guds velsignelse over børnene. Et bord var opstillet som en rutschebane, med et soppebasin ved fodenden. Øverst på bordet var der placeret en masse små ballonstykker, som skulle symbolisere børnene i menigheden. I forberedelsen havde Gud givet os et billede af et barn, der sidder på en vandrutschebane, men ikke kommer nogen vejne, før der kommer vand. Sådan vil Helligånden virke. Når han kommer vil der komme bevægelse i alle børnene. Forbederne fik hver en kande vand og skulle - mens de bad for børnene - bruge vandet til at få ballonstykkerne ned i vandet. 