Referat fra bønnemøde d. 26 februar

Antal deltagere: 5 stk.

Mødeleder: Peter Tinggaard

Tema: Mere af Helligånden.

Til indledning læste Peter Luk 6,27-36, hvor Jesus taler om at elske og give uden betingelser og uden at forvente noget igen. I menigheden burde det betyde, at vi var de nådigste og mindst krævende mennesker i verden. Alle var accepteret og alle var åbne for alt. Det skulle ikke være netop den type lovsang eller den type ledelse, for ingen var fokuseret på deres egen del og hvad de kunne få ud af det. Desværre er vi som kirker oftest i den modsatte grøft.

Efter lovsangen tog vi lidt tid til at lytte til Helligånden - og så fik alle tid til at dele det, de havde fået. En blev mindet om billedet på Helligånden fra Zak 4, hvor der tales om et oliekar, der hele tiden flyder og giver overflod. Der er noget i menigheden, der hindrer dette overflod. En anden blev mindet om korset og den byttehandel, Gud giver: Jo mere vi vil anerkende vores egen elendighed, jo mere Gud vil give os af sin herlighed. Jo længere vi vil bøje os ned, jo højere Gud vil løfte os op. Gud sagde også: Splittelse begynder ikke med at nogen sætter sig op mod nogen, men med at nogen trækker deres støtte og opbakning tilbage.

Vi tog ca. 5 minutter til at fokusere på Helligånden og inviterte ham til at komme. Vi fortalte ham, hvor meget vi har brug for hans hjælp og nævnte mange af de ting, bibelen siger om ham.

Derefter tog vi tid til at lytte igen, idet vi spurgte ham: Hvorfor kommer du ikke bare, når du længes sådan efter det - og siden vi har så meget brug for dig? Vi spurgte HÅ konkret: Hvad er det, der hindrer dig?

Efter et par minutters lytten tog vi igen en runde, hvor folk kunne dele det, de havde fået.

En fik, at vi i menigheden er for selvtilstrækkelige og selvtilfredse. Vi føler egentlig ikke at vi har brug for Helligånden. En anden fik et billede af menigheden, hvor der var en slags gummimembran over den. Helligånden var på den anden side og hver gang den skulle komme, måtte den presse sig ind i membranen. Den kunne komme nærmere ved at presse hårdere, men jo nærmere den kom, jo mere modpress blev der. Problemmet var, at vi i menigheden ikke virkelig vil dø og overgive alt til ham. Vi vil selv styre og derfor holdes han på afstand. En anden fik, at vi trækker os tilbage og venter på Helligånden i stedet for at træde ud i lydighed. Vi bliver passive i stedet for aktive i lydighed mod hans ord.

Vi tog resten af tiden til at bede ind i disse ting. Flere af deltagerne bad om tilgivelse for den selvtilfredshed, der gør Helligånden overflødig.

Gud gav os til sidst et billede: Vores bønner, og vores forsoningstiltag mv har været med til at skabe huller i gummimembranen, så Helligånden kan sive igennem. Der er stadig meget, der hindrer, men det går den rigtige vej.

Referat fra bønnemøde d 19 februar

Antal deltagere: 4
Bønneleder: Bent Lorentzen

Vi startede med at bede for Lisbeth Vogel, Karen Fryd, Birgit Back Petersen og Mildred Hvass, som er syge.

Så gik vi over til at bede for vækkelse i vores land, som lige nu er ramt af en bølge med uro. Vi bad ud fra 2. Krøn. 7:14, om at vi som Guds folk må ydmyge os og bede og vende os fra vores onde gerninger, så vores land kan blive leget. Vi stod og holdt hinanden i henderne og proklamerede Jesu navn over de hellige i vort land. Vi bad for vores statsminister, og for de kristne i regeringen.

En af deltagerne blev mindet om ordene fra Efeserne 6 om at vor kamp ikke er mod kød og blod, men mod åndsmagter, så vi tog noget tid og bad imod eventuelle forbandelser som kan være talt over vores land, statsminister, regering, flag og media.

Til sidst bad vi for vores menighed, om at forkyndelsen må stadfestes af tegn og under, og vi proklamerte Jesu navn over DEF. En af deltagerne fik et billede af en masse mennesker som løb omkring ligesom på film, der bliver spillet på dobbel hastighed, og vi tolkede det derhen at vi i menigheden har for travlt med alle vores aktiviteter, og behøver at søge Gud først.

Referat fra bønnemøde d 12 februar

Bønneleder: Peter Tinggaard

Antal deltagere: 5

Tema: Forsoning i DEF

Før mødet havde Gud ledt os til at fokusere på et konkret område af forsoning ved dette bønnemøde. Vi skulle bede for forsoning mellem forældre og børn.

I Mal 3,23-24 står der: "Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige. Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse." Bemærk i verset, at denne forsoning mellem forældre og børn kan fjerne straffen fra landet. Det er et meget vigtigt område i Guds øjne.

Midt i rummet havde vi placeret en stol og rundt om denne stol var der en rundkreds af andre stole. Den midterste stol havde et stykke stof over sig og skulle symbolisere Guds tronstol. På stolen var der en dukke. Peter satte sig i den midterste stol og tog dukken i sine arme. Han skulle symbolisere Gud, der har aller mest hjerte for vores børn. Bibelen indikerer, at børnene kommer fra Gud og tilhører ham - men betroes til os som forældre. Mens "Gud" sad i stilhed med "barnet" begyndte de andre forbedere at bede om tilgivelse for, at vi som kirkens forældre ikke har varetaget børnene så godt, som Gud havde tænkt, da han gav dem til os.

Der blev bedt om tilgivelse for, at vi som forældre har videregivet en kristendommen, hvor det mere handlede om læren end om kærlighed og liv. Vi bad også for tilgivelse for alle de overgreb og svigt af forskellig art, der er blevet begået af kirkens forældre. For de børn der ikke vandrer i troen, bad vi Gud om tilgivelse for vores svigt - og om at Gud i sin nåde måtte vende situationerne.

Peter syntes Gud talte til ham og sagde: "Jeg vil så gerne tilgive, men først må I som forældre stå ved jeres ansvar. Når I kommer sønderbrudt til mig, så vil jeg ikke blot tilgive jer, men også vende situationen, som jeres svigt har forårsaget."

På et tidspunkt lagde Peter dukken på gulvet foran de andre, for at symbolisere, hvorledes børnene svigtes af forældrene og lades alene. En af forbederne tog dukken og bad med tårer i øjnene om tilgivelse for at vi som forældre ofte svigter og overdrager vores ansvar til andre.

Gud var nær i denne tid og talte tydeligt til os.

Lidt efter begyndte vi at bede specielt for børnene. Vi bad om, at Gud måtte fjerne anklagerne fra deres hjerter og gøre det lettere for dem at blive forsonet med deres forældre. Og at menigheden virkelig måtte opleve opfyldelsen af verset: At fædrenes hjerter vendes mod børnene og at børnenes hjerter vendes mod fædrene.

Til sidst bad vi for de forældre, som havde børn, der ikke vandrer i troen. Med frimodighed bad vi Gud om at gribe ind. Vi havde bedt om tilgivelse - nu ville vi se ham sætte noget nyt i gang. Vi bad også for visdom og ydmyghed for disse forældre.

Kort referat fra bønnemøderne d 29 januar og d 5 februar

Ved begge disse bønnemøder var fokuset forsoning i den Evangeliske Kirke. Gud viste os, hvor meget han længes efter forsoning. Det er ham, der har bedt os om at have en forsoningstid og det han kræver af os er ikke, at vi nu skal være perfekte i vores forsoningsiver, men at vi blot adlyder ham. Det er det menigheden har valgt at gøre, så nu vil han komme. Han gav os verset Åb 3,20: "Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig." Vores del er blot at åbne op for ham.

En anden ting Gud viste os var, at menighedens forsoning ikke kun er en sag for alle de andre eller blot noget i forhold til ledelsen eller lignende. Det handler om os alle. Vi har alle brug for forsoning - både med Gud og med hinanden.

Ved starten af bønnemødet sidst i januar fik en af forbederne et billede, der viste, at vi snart vil komme til en tid med gennembrud i bøn i menigheden. Muligvis kunne dette være et resultat af forsoningen.

Vi bad om at Gud måtte skabe enhed i menigheden og her gav Gud os dette billede. Hvis blot I holder jer nær til mig, så vil I være i enhed. Så vil alle forskellene blive ligegyldige - eller endda til velsignelse.

KOM GUD OG VIRK IBLANDT OS!