Referat fra bønnemødet d 20 februar

Bønneleder: Peter Tinggaard
Antal deltagere: 30
Bønneemne: For dem, der er faldet fra vores fællesskab og ikke længere kommer i nogen kristen sammenhæng.

Vi indledte først bønnestunden med at prise Gud i 5-10 minutter med vores ord. Vi takkede ham, for det, han er og for det, han gør. For hans godhed, nåde og kærlighed. Der var rigtig mange forskellige der bad korte takkebønner. Blandt andet så en person et billede af en solfyldt strålende himmel, som viste Guds storhed.

Derefter gik vi ind til det tilstødende lokaler og fortsatte bønnen dér. Peter havde lavet et grønt skilt med navnet «Den Evangeliske Frikirke» på det. Den var formet som toppen af et træ, der blot manglede stammen under sig. Han henviste til at bibelen flere steder anvender billedet af et træ, når den taler om kirken.

Først skulle alle skrive to sedler med navne på folk, som i dag kommer i kirken. Et med deres eget navn og et med navnet på en person, som betyder meget for dem og som de virkelig ville savne, hvis han/hun forlod kirken. Disse navne blev med tape fæstet på væggen som blade eller grene på træet. Derefter tog vi god tid til at takke Gud for vores menighed. Der var en tone af taknemlighed og flere personer takkede Gud for, at denne tid virkelig er en ny tid for kirken, hvor Gud vil komme til at gøre mange spændende ting.

Lidt senere skulle alle skrive to sedler med et navn på hver. Navnene på disse sedler skulle tilhøre folk, som engang har kommet i vores fællesskab, men som ikke længere kommer i nogen kirke. Alle deltog og snart begyndte enkelte personer at bede for de mennesker, som de netop skrevet ned og placeret på menighedens træ. Bønnen fortsatte i nogen tid, og mange forskellige navne på konkrete personer, der havde forladt kirken blev nævnt i disse bønner.

På et tidspunkt – mens bønnen fortsatte – begyndte Peter at tage navnene på dem, som ikke længere kommer i kirken væk fra væggen (altså væk fra menighedens træ) og placerede dem i midten af rummet på gulvet. Der var mange navne. Kort efter stod vi samlet i en kreds omkring de navne, som nu lå «forladt og alene» på gulvet. Og vi tog tid til at vente på Gud. Peter opfordrede folk til at åbne sig for Guds følelser og tanker, og sammen spurgte vi Gud: «Hvad tænker om dette – og hvad føler du.»

Mens vi ventede begyndte en del mennesker at græde og hulke. Det var tydeligt at Gud berørte mange forskellige og åbenbarede sit hjerte for dem.
En af deltagerne bad for de «vildfarne» og fortalte dem, at Gud er ligesom faren i lignelsen om den fortabte søn. Han står og ser efter dem og længes efter at de skal komme tilbage til ham.

Snart begyndte en af deltagerne at bede Gud om tilgivelse på menighedens vegne, og sammen fulgte vi denne ledelse og gik alle på knæ. Sammen bad vi om Gud tilgivelse og nåde i forhold til alle dem, vi har svigtet. Bønnen bevægede sig naturligt over i, at vi også bad om Guds genoprettelse og fornyelse over dette område, og om at han måtte give os mere tro og hjerte for at bede for dem, der har forvildet sig bort fra os.

Der blev delt et billede af de «forvildede» som visne blade, der var faldet af træet. Dette udstillede lidt, hvor svært det er i vores øjne at tro på, at Gud kan føre dem tilbage. Dog bad flere andre ind i dette med nogle herlige bønner. Der blev bedt om at Gud måtte lade de døde blade være som spredte frø, der påny kunne spire. En anden mindede Gud om, at han er den, der kan gøre de døde levende.

Vi sluttede bønnetiden med at Peter sang en sang, med følgende vers:

Jesus, vor hyrde, som søgte og fandt os.
Du tog os op i din favn.
Og under jubel du førte os hjemad.
For vi er dyrebar for
Jesus, vi er dyrebare
Vi er dyrebare for dig.
Halleluja, vor Jesus vi takker dig.
For du gav alt for os.
For vi er dyrebar.
Du viste vi er dyrebar
Ja, vi er dyrebar for dig.

Referat fra bønnemødet d 13 februar

Dagens bønneleder: Peter Tinggaard
Antal deltagere: 18

Bønneemne: Kirkerne i Randers

Vi indledte bønnemødet ved at bede Gud give os sit hjerte for menighederne i Randers. Da vi lidt senere gik i gang med at bede var der flere der særligt begyndte at bede for folkekirkerne i Randers. Der var en fornemmelse af, at Gud ville noget specielt for disse kirker.

Efter et kvarters bøn gik vi ind i det tilstødende lokale. Der var der en babybasin med vand som stod på nogle borde i midten af rummet og i midten af basinet stod der en parasol. (Se billedet til højre). Desuden var der placeret 14 stole rundt om "poolen", hvor hver stol symboliserede en menighed. [Folkekirken (her samlet til en), Den Evangeliske Frikirke, Frelsens Hær, Pinsekirken, Kirkecentret, Randers Husmenighed, Den Romersk-Katolske Kirke, Adventisterne, Evangeliesalen, Baptistmenigheden, LMs frimenighed i Randers, Kronjyllands Valgmenighed, Randers Frimenighed og De andre kirker (for dem, jeg muligvis havde overset).] Parasolen skulle symbolisere hvordan Gud er i centrum, mens alle menighederne er placeret rundt om ham. Ud fra hans nærvær strømmer så alle himlens velsignelser ned og ud til menighederne. Desuden var vandet et symbol på Helligånden.
Vi tog tid til at vente på Gud, og så begyndte hver enkelt at bede for den/de menigheder, som Gud tilskyndede den enkelte til at bede for. Hver gang man bad for en menighed skulle man så med en ske øse vand (Helligåndens kraft) ned i den pågældende menigheds skål. Dog måtte ingen bede for vores egen menighed, Den Evangeliske Frikirke.
Lidt senere begyndte vi at bede Gud for at han ville give os sit hjerte for alle disse menigheder, som vi stod og kiggede på.
Vi bad også Gud om at ændre vores hjerter, så vi ikke længere skulle være så selvcentreret og selvoptaget, men skulle gøre mere for enheden og for de andre menigheder.
Til aller sidst sluttede vi med at takke Gud for hans nærvær, og så tog Peter og hældte en del vand over i skålen for den Evangeliske Frikirke. For det var noget, Gud ville lære os. Søg først mit rige og min retfærdighed, sagde Jesus, så tager jeg mig af jer. Når vi sår rigeligt ud til andre, så vil vi selv høste rigeligt. Da er det altså ikke nødvendigt, at vi hele tiden skal tænke på vores eget. Gud giver vækst, når vi arbejder for hans langt større rige.

Referat fra Bønnemødet d 6 feb

Dagens bønneleder: Peter Tinggaard
Antal deltagere: 23 deltagere
Denne tirsdag var den første tirsdag i måneden og dermed var bønneemnet Danmark. Som kirke ønsker vi at følge projektet Bedehuset Danmark (se mere på deres hjemmeside) og deres fokus for denne måned var således også vores fokus for aftenens bønnemøde. Vi bad for «Åndelig Åbenhed over Danmark» og vi havde et virkelig godt bønnemøde.
Før selve bønnemødet havde nogle af os taget tid til at søge Gud for, hvordan vi skulle bede – og han havde givet os en masse spændende ideer.
Da folk ankom til mødet kunne de se et meget stort kort af Danmark skabt på gulvet. Desuden var der forberedt et rullebord med forskellige remedier til bønnetiden.
Vi begyndte med at bede i rummet ved siden af. Først delte Peter fokuset for aftenen og bad alle om at tænke på noget, som man åbner – og om at være åben til at Gud kunne tale igennem dette. Lidt senere begyndte alle så at bede det, hver især havde fået. Vi bad sammen for at Gud måtte åbne Skriften, medierne, de bånd, som binder folk, gaver fra Gud, skoler, og meget andet.
Kort efter delte vi os i mindre grupper og fortsatte med at bede for noget af det samme. Gud mindede i denne tid en af deltagerne om sangen «Herre, åben du mine øjne», som vi derefter sang som en bøn over Danmark og han gav også et billede til en, som denne delte. Han så et stort net over Danmark som var fjendens bånd over landet. Han så også Helligånden trække nettet væk og han blev mindet om et vers fra Luk 10,19: Se, jeg har givet jer magt til at træde på slanger og skorpioner og magt over hele fjendens styrke, og intet vil kunne skade jer.
Et par minutter senere bevægede vi os ind i rummet ved siden og stillede os omkring kortet. Da tog vi først udgangspunkt i billedet fra tidligere og bad imod fjendens net over Danmark. Vi bad om at Helligånden som med en kniv ville skære nettet i stykker fra syd til nord og fra øst til vest, og straks var der en, der gjorde dette hen over kortet med en køkkenkniv. Vi bad om at det danske flag med blodet og korset måtte spredes hen over landet. Vi bad bl.a. også imod den falske teologi som spredes på teologistudierne (særligt fra Århus), for en ny åbenbaring om synd over landet, for åbenbaring over regeringen i folketinget og for at Gud måtte tilgive de kristne for alt det dårlige, som er kommet fra Danmark til andre lande.
En af deltagerne følte, at Gud havde vist hende en profetisk handling, vi kunne gøre for det danske folk – og det gjorde vi så. Vi stillede os alle ind på kortet og var lukkede i vores kropssprog (ligesom de fleste danskere er i forhold til Gud). Alle skulle så bede en meget kort bøn og åbne sig mod Gud med hele kroppen, mens de bad.
Efter det førte Peter rullebordet hen til kortet. På den var der blandt andet en metalskål med vand – samt nogle spiseskeer, en mængde små papirnoder og nogle nøgler, skåret ud i pap. Alle skulle lytte til Gud og åbne sig for at bruge en af disse tre remedier på kortet over Danmark. Vandet symboliserede Helligånden, noderne symboliserede lovsang og nøglerne symboliserede redskaber eller kraft til at åbne døre for Gud. Mange kom frem og fandt en af remedierne og dryssede/placerede den/det på kortet på det sted (by eller område), som Gud havde lagt på deres hjerte. Samtidig bad de om at Gud måtte lade det ske, som deres handling symboliserede.
Blandt andet begyndte en af deltagerne at danse, mens hun spredte noder ud på kortet.
Lidt senere bad Peter alle om at samles rundt om kortet igen – og så fortsatte vi med at bede for Danmark, mens vi placerede fyrfadslys inde på kortet. Loftslysene blev slukket og så stod vi rundt om Danmark og så lyset brænde i Danmark. Det var et rørende syn. Vi bad om at det måtte ske og sluttede hele bønnetiden med at tage hinanden i hånden og bede «Fader Vor».