
Antal deltagere: 23 deltagere
Denne tirsdag var den første tirsdag i måneden og dermed var bønneemnet Danmark. Som kirke ønsker vi at følge projektet Bedehuset Danmark (se mere på deres hjemmeside) og deres fokus for denne måned var således også vores fokus for aftenens bønnemøde. Vi bad for «Åndelig Åbenhed over Danmark» og vi havde et virkelig godt bønnemøde.
Før selve bønnemødet havde nogle af os taget tid til at søge Gud for, hvordan vi skulle bede – og han havde givet os en masse spændende ideer.
Da folk ankom til mødet kunne de se et meget stort kort af Danmark skabt på gulvet. Desuden var der forberedt et rullebord med forskellige remedier til bønnetiden.
Vi begyndte med at bede i rummet ved siden af. Først delte Peter fokuset for aftenen og bad alle om at tænke på noget, som man åbner – og om at være åben til at Gud kunne tale igennem dette. Lidt senere begyndte alle så at bede det, hver især havde fået. Vi bad sammen for at Gud måtte åbne Skriften, medierne, de bånd, som binder folk, gaver fra Gud, skoler, og meget andet.
Kort efter delte vi os i mindre grupper og fortsatte med at bede for noget af det samme. Gud mindede i denne tid en af deltagerne om sangen «Herre, åben du mine øjne», som vi derefter sang som en bøn over Danmark og han gav også et billede til en, som denne delte. Han så et stort net over Danmark som var fjendens bånd over landet. Han så også Helligånden trække nettet væk og han blev mindet om et vers fra Luk 10,19: Se, jeg har givet jer magt til at træde på slanger og skorpioner og magt over hele fjendens styrke, og intet vil kunne skade jer.
Et par minutter senere bevægede vi os ind i rummet ved siden og stillede os omkring kortet. Da tog vi først udgangspunkt i billedet fra tidligere og bad imod fjendens net over Danmark. Vi bad om at Helligånden som med en kniv ville skære nettet i stykker fra syd til nord og fra øst til vest, og straks var der en, der gjorde dette hen over kortet med en køkkenkniv. Vi bad om at det danske flag med blodet og korset måtte spredes hen over landet. Vi bad bl.a. også imod den falske teologi som spredes på teologistudierne (særligt fra Århus), for en ny åbenbaring om synd over landet, for åbenbaring over regeringen i folketinget og for at Gud måtte tilgive de kristne for alt det dårlige, som er kommet fra Danmark til andre lande.
En af deltagerne følte, at Gud havde vist hende en profetisk handling, vi kunne gøre for det danske folk – og det gjorde vi så. Vi stillede os alle ind på kortet og var lukkede i vores kropssprog (ligesom de fleste danskere er i forhold til Gud). Alle skulle så bede en meget kort bøn og åbne sig mod Gud med hele kroppen, mens de bad.
Efter det førte Peter rullebordet hen til kortet. På den var der blandt andet en metalskål med vand – samt nogle spiseskeer, en mængde små papirnoder og nogle nøgler, skåret ud i pap. Alle skulle lytte til Gud og åbne sig for at bruge en af disse tre remedier på kortet over Danmark. Vandet symboliserede Helligånden, noderne symboliserede lovsang og nøglerne symboliserede redskaber eller kraft til at åbne døre for Gud. Mange kom frem og fandt en af remedierne og dryssede/placerede den/det på kortet på det sted (by eller område), som Gud havde lagt på deres hjerte. Samtidig bad de om at Gud måtte lade det ske, som deres handling symboliserede.
Blandt andet begyndte en af deltagerne at danse, mens hun spredte noder ud på kortet.
Lidt senere bad Peter alle om at samles rundt om kortet igen – og så fortsatte vi med at bede for Danmark, mens vi placerede fyrfadslys inde på kortet. Loftslysene blev slukket og så stod vi rundt om Danmark og så lyset brænde i Danmark. Det var et rørende syn. Vi bad om at det måtte ske og sluttede hele bønnetiden med at tage hinanden i hånden og bede «Fader Vor».