Bønneleder: Peter Tinggaard
Antal deltagere: 30
Bønneemne: For dem, der er faldet fra vores fællesskab og ikke længere kommer i nogen kristen sammenhæng.
Vi indledte først bønnestunden med at prise Gud i 5-10 minutter med vores ord. Vi takkede ham, for det, han er og for det, han gør. For hans godhed, nåde og kærlighed. Der var rigtig mange forskellige der bad korte takkebønner. Blandt andet så en person et billede af en solfyldt strålende himmel, som viste Guds storhed.
Derefter gik vi ind til det tilstødende lokaler og fortsatte bønnen dér. Peter havde lavet et grønt skilt med navnet «Den Evangeliske Frikirke» på det. Den var formet som toppen af et træ, der blot manglede stammen under sig. Han henviste til at bibelen flere steder anvender billedet af et træ, når den taler om kirken.
Først skulle alle skrive to sedler med navne på folk, som i dag kommer i kirken. Et med deres eget navn og et med navnet på en person, som betyder meget for dem og som de virkelig ville savne, hvis han/hun forlod kirken. Disse navne blev med tape fæstet på væggen som blade eller grene på træet. Derefter tog vi god tid til at takke Gud for vores menighed. Der var en tone af taknemlighed og flere personer takkede Gud for, at denne tid virkelig er en ny tid for kirken, hvor Gud vil komme til at gøre mange spændende ting. Lidt senere skulle alle skrive to sedler med et navn på hver. Navnene på disse sedler skulle tilhøre folk, som engang har kommet i vores fællesskab, men som ikke længere kommer i nogen kirke. Alle deltog og snart begyndte enkelte personer at bede for de mennesker, som de netop skrevet ned og placeret på menighedens træ. Bønnen fortsatte i nogen tid, og mange forskellige navne på konkrete personer, der havde forladt kirken blev nævnt i disse bønner.
På et tidspunkt – mens bønnen fortsatte – begyndte Peter at tage navnene på dem, som ikke længere kommer i kirken væk fra væggen (altså væk fra menighedens træ) og placerede dem i midten af rummet på gulvet. Der var mange navne. Kort efter stod vi samlet i en kreds omkring de navne, som nu lå «forladt og alene» på gulvet. Og vi tog tid til at vente på Gud. Peter opfordrede folk til at åbne sig for Guds følelser og tanker, og sammen spurgte vi Gud: «Hvad tænker om dette – og hvad føler du.»
Mens vi ventede begyndte en del mennesker at græde og hulke. Det var tydeligt at Gud berørte mange forskellige og åbenbarede sit hjerte for dem.En af deltagerne bad for de «vildfarne» og fortalte dem, at Gud er ligesom faren i lignelsen om den fortabte søn. Han står og ser efter dem og længes efter at de skal komme tilbage til ham.
Snart begyndte en af deltagerne at bede Gud om tilgivelse på menighedens vegne, og sammen fulgte vi denne ledelse og gik alle på knæ. Sammen bad vi om Gud tilgivelse og nåde i forhold til alle dem, vi har svigtet. Bønnen bevægede sig naturligt over i, at vi også bad om Guds genoprettelse og fornyelse over dette område, og om at han måtte give os mere tro og hjerte for at bede for dem, der har forvildet sig bort fra os.
Der blev delt et billede af de «forvildede» som visne blade, der var faldet af træet. Dette udstillede lidt, hvor svært det er i vores øjne at tro på, at Gud kan føre dem tilbage. Dog bad flere andre ind i dette med nogle herlige bønner. Der blev bedt om at Gud måtte lade de døde blade være som spredte frø, der påny kunne spire. En anden mindede Gud om, at han er den, der kan gøre de døde levende.
Vi sluttede bønnetiden med at Peter sang en sang, med følgende vers: Jesus, vor hyrde, som søgte og fandt os.
Du tog os op i din favn.
Og under jubel du førte os hjemad.
For vi er dyrebar for
Jesus, vi er dyrebare
Vi er dyrebare for dig.
Halleluja, vor Jesus vi takker dig.
For du gav alt for os.
For vi er dyrebar.
Du viste vi er dyrebar
Ja, vi er dyrebar for dig.
