Antal deltagere: 18
Bønneemne: Kirkerne i Randers
Vi indledte bønnemødet ved at bede Gud give os sit hjerte for menighederne i Randers. Da vi lidt senere gik i gang med at bede var der flere der særligt begyndte at bede for folkekirkerne i Randers. Der var en fornemmelse af, at Gud ville noget specielt for disse kirker.
Efter et kvarters bøn gik vi ind i det tilstødende lokale. Der var der en babybasin med vand som stod på nogle borde i midten af rummet og i midten af basinet stod der en parasol. (Se billedet til højre). Desuden var der placeret 14 stole rundt om "poolen", hvor hver stol symboliserede en menighed. [Folkekirken (her samlet til en), Den Evangeliske Frikirke, Frelsens Hær, Pinsekirken, Kirkecentret, Randers Husmenighed, Den Romersk-Katolske Kirke, Adventisterne, Evangeliesalen, Baptistmenigheden, LMs frimenighed i Randers, Kronjyllands Valgmenighed, Randers Frimenighed og De andre kirker (for dem, jeg muligvis havde overset).] Parasolen skulle symbolisere hvordan Gud er i centrum, mens alle menighederne er placeret rundt om ham. Ud fra hans nærvær strømmer så alle himlens velsignelser ned og ud til menighederne. Desuden var vandet et symbol på Helligånden.Vi tog tid til at vente på Gud, og så begyndte hver enkelt at bede for den/de menigheder, som Gud tilskyndede den enkelte til at bede for. Hver gang man bad for en menighed skulle man så med en ske øse vand (Helligåndens kraft) ned i den pågældende menigheds skål. Dog måtte ingen bede for vores egen menighed, Den Evangeliske Frikirke.
Lidt senere begyndte vi at bede Gud for at han ville give os sit hjerte for alle disse menigheder, som vi stod og kiggede på.
Vi bad også Gud om at ændre vores hjerter, så vi ikke længere skulle være så selvcentreret og selvoptaget, men skulle gøre mere for enheden og for de andre menigheder.
Til aller sidst sluttede vi med at takke Gud for hans nærvær, og så tog Peter og hældte en del vand over i skålen for den Evangeliske Frikirke. For det var noget, Gud ville lære os. Søg først mit rige og min retfærdighed, sagde Jesus, så tager jeg mig af jer. Når vi sår rigeligt ud til andre, så vil vi selv høste rigeligt. Da er det altså ikke nødvendigt, at vi hele tiden skal tænke på vores eget. Gud giver vækst, når vi arbejder for hans langt større rige.
