Referat fra bønnemødet d. 27 februar

Bønneleder: Lisbeth Lorentzen
Antal deltagere: 20

Bønnetema: Gud er fredens Gud!
Bønneemner: Nådegaverne og menighedsrådet.

Lisbeth indledte bønnemødet med at introducere temaet: Gud er fredens Gud. I Esajas 9,5-6 kaldes Jesus for Fredsfyrsten. Han sagde til disciplene: Min fred giver jeg ..., ikke som verden giver. Joh 14,27. (jf Ef 4,6-7) Hans fred er større, rigere, fyldigere og langt dybere end verdens.

Efter indledningen blev alle ført ind i det tilstødende lokale for sammen at modtage en gave fra Gud. På den nærmeste væg i rummet var der udskrevet ca. 20 forskellige vers, der talte om Guds fred på forskellige måder, og på et bord i midten af rummet var der en flot indpakket gave. Lisbeth åbnede den og viste, at der indeni var en lang række små forskelligfarvede kort. På hvert kort var der nedskrevet en af nådegaverne fra Gud. Lisbeth inviterede alle til at gå frem og tage et kort.

Derefter gik alle i grupper på to og takkede Gud for nådegaverne, samt bad om en større fylde af dem over menigheden. Hver gruppe bad specielt for de to nådegaver, som de havde trukket fra pakken. Dette fortsatte vi med i ca. 10 minutter.

På et tidspunkt samlede Lisbeth gruppen for at gå videre til næste emne. Vi skal bede for menighedsrådet nu, sagde hun. Hun placerede elleve stole langs væggen under skriftstederne. Der var en seddel med et navn på hver stol. En for hver af dem, der er i rådet nu, samt en for hver af dem, der snart bliver valgt ind. Dette er vores ledere, sagde hun. De er spydsspidser for os og de er særligt udsatte. Vi vil velsigne og opmundtre dem, og også bede om Guds beskyttelse over dem. På bordet i midten af rummet placerede hun en skål med blade fra blomster, som man skulle bruge til at drysse ned over den person fra rådet, man følte sig ledt til at bede for.

I de næste 20-25 minutter fortsatte den ene efter den anden med at bede for menighedsrådets medlemmer. Nogle brugte versene fra væggen til at bede for dem. Andre følte sig ledt til at synge en sang som velsignelse over dem. Der blev takket, for alt, hvad disse leder trofast og helhjertet har givet til menigheden, og der blev bedt om større velsignelse og større salvelse. Der blev også bedt om at Fredens Gud måtte give dem større del i nådegaverne og at al frygt for at Åndens gaver skulle føre til det modsatte af fred måtte vige.

Tilsidst sang alle sangen: «Vi velsigner jer med Jesu kærlighed. ... Vi vil elske jer med Jesu kærlighed.» Vi sang den først derfra, hvor vi stod, men blev af Lisbeth bedt om at komme helt hen til menighedsrådet. Således lagde alle deres hænder på nogen fra rådet og sang sangen igen.

Lisbeth fortalte nogle dage senere, at hun virkelig havde følt sig alene, udsat og fordømt, mens hun ledte bønnen. Og hun vidste, at det ikke var noget, der kom fra de mennesker, som var tilstede, men fra onde åndsmagter. Det Lisbeth oplevede var givetvis et angreb, som ellers er rettet mod menighedens ledere. Hun følte således noget af det, de nogen gange føler. Senere, da hun var kommet hjem, tog hun autoritet over disse fordømmende tanker, og da forsvandt de med det samme. Lad os alle huske at bede for vores ledere!