Referat fra bønnemøde d. 9 oktober

Bønneleder: Peter Tinggaard
Antal deltagere: 6

Emne: Enhed imellem kirkerne i Randers:

Til et åbent møde med Anders Ova i Pinsekirken forrige fredags, fik han et billede til kirkerne i Randers, mens vi bad for Randers. Han så en rugbrøds skive, der var blevet delt i mange stykker - ligesom kirkerne i Randers er adskilt fra hinanden. I billedet skulle han forsøge at samle stykkerne til en skive igen, men det var helt umuligt. Når han forsøgte at placere stykkerne sammen, blev de ikke til en enhed igen. Tværtimod kom der blot endnu flere krummer ud af forsøget. Så talte Gud ind i det: I får ikke enhed ved at blot at komme sammen eller ved at arrangere en masse fælles møder. I vil ikke kunne blive eet. Men hvis I lader Gud sønderbryde jeres hjerter i sorg over splittelsen af Kristi legeme, så vil han kunne begynde at gøre noget.

Efter at vi havde indledt bønnestunden med lovsang, tog vi noget tid til overgivelse til hinanden og bøn om enhed i gruppen som skulle bede sammen. Så fik alle deltagerne en tallerken med en rugbrødskive som var brudt i stykker, og hver især spurgte Gud om han ville sige noget mere i forhold til billedet Anders Ova fik. Da vi efterfølgende delte, havde alle fået forkellige tanker om det med enhed og hvor umuligt det er for os at skabe den selv. Een fik den tanke at hvis rugbrødskiven skal blive hel igen, så må alle kernerne knuses, tilsættes vand og æltes på ny. Vi tog så noget tid til at bede om at vi (alle kirkerne i Randers) må blive sønderbrudte over mangelen på enhed og åbne op for at Gud kan komme og skabe enhed.

Derefter læste vi Ef 4: 1-16: Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle. Hver enkelt af os har fået nåden givet som gave tilmålt af Kristus. Derfor hedder det: Han er steget op til det høje, han har ført fanger med, han har givet gaver til menneskene. Men at han er steget op, hvad andet betyder det, end at han også er steget ned til den lave jord? Han, som er steget ned, er den samme, som også er steget op højt over alle himle for at fylde alt. Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde. Da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje, men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed.

I de her værs ser vi hvordan enhed og nådegaverne henger uløseligt sammen, og vi bad ud i fra dette om at nådegaverne må flyde ut over menighedsgrænserne, så vi alle sammen kan vokse.