Referat fra bønnemøde d 23 oktober

Bønneleder: Peter Tinggaard

Antal deltagere: 6

Emne: Pinsekirken i Randers

Pinsekirken i Randers har to gange indenfor det seneste år arrangeret en lokal bønnekonference, hvor bønnen for vores by var det primære fokus. Til den første af disse konferencer fik vores præst, Gert Bjørsted, et herligt profetisk ord, som var til stor opmundtring for ham. I det hele tager sker der mange spændende ting i pinsekirken i denne tid - og det er en glæde at kunne bruge en af vores bønnesamlinger til at velsigne dem.

Inden mødet havde Peter klargjort bønnerummet ud fra de ideer, han syntes Gud havde givet ham. Seks firkantede borde var stillet på en række. På det yderste bord i begge ender var der placeret en levende plante og et skilt; pinsekirken stod der på det ene bord og den Evangeliske Frikirke på det modsatte. Mellem bordene var der placeret nogle firkantede lapper, som strakte sig fra den ene "kirkeplante" til den anden. Desuden var der en lille skål med fyrfadslys ved siden af begge planter.

Peter indledte bønnetiden med at sige nogle få positive ting om pinsekirken, hvorefter vi brugte lidt tid til at takke Gud for pinsekirken. I denne tid blev der også bedt et par generelle velsignelsesbønner for pinsekirken og for alliance samarbejdet.

Es 61,1-4 blev læst højt og blev introduceret som det, Gud ønsker at gøre - både i pinsekirken og i den Evangeliske Frikirke. De seks forbedere blev derefter inddelt i to grupper. Den ene gruppe skulle bede for pinsekirken (og stå ved "pinsekirke"-bordet), mens den anden gruppe skulle bede for frikirken (og stå ved "DEF"-bordet). Et par linier fra Es 61 blev læst højt og skulle angive fokus for de næste par minutter. Grupperne fik besked på at bede om at denne konkrete salvelse eller gave (som verset omtalte) måtte vokse frem i den pågældende menighed - og at disse gaver måtte blive en velsignelse for den anden kirke. Da de havde bedt et par minutter, tændte begge grupper et lys og placerede den på den lap, som var nærmest "deres" kirke.

Herefter byttede grupperne side, så de skulle bede for den anden kirke. Der blev læst et nyt afsnit fra Es 61 og det blev det nye fokus. Igen fik de et par minutters bønnetid, og så tændte begge gruppe igen et lys og placerede den på næste lap - ved siden af den, som allerede havde et tændt fyrfadslys på sig.

Sådan fortsatte bønnesamlingen i lang tid. Grupperne skiftede side hver tredje minut og ved hvert skifte blev der læst et nyt afsnit fra Es 61, som skulle angive det næste tema. Gradvis blev lysrækken længere og længere i begge sider, indtil der efter en halv times tid kun manglede to fyrfadslys til at skabe forbindelse mellem de to kirker.

På dette tidspunkt blev de to grupper igen forenet til en gruppe. Peter læste nogle vers fra Es 62,6-7, der taler om de vægtere (eller forbedere), som Gud vil rejse op. Sammen bad vi om, at der i begge kirker måtte blive rejst op mægtige forbedere. Desuden bad vi for, at Gud snart måtte etablere fælleskirkelige bønnesamlinger i byen.

Til sidst sluttede vi af med at synge "For du er stor, du gør store undere ... " som en proklamation af hvem, Gud er, og af hvad, han vil gøre i vores by.

En interessant oplevelse fra denne bønnetid var, at det hurtigt føltes ligegyldigt, om man bad for den ene kirke eller den anden (mens man skiftevis bad for den ene og den anden menighed). Der var ikke en oplevelse af vores og deres, men blot en længsel efter at Gud måtte komme til begge.

Referat fra bønnemøde d 16 september

Mødeleder: Peter Tinggaard

Antal deltagere: 5

Emne: Menighedens Økonomi.

Allerede før bønnemødet havde Gud mindet en af deltagerne om Haggajs bog. I bogens første kapitel siges det, at folket har trange kår, fordi de kun tænker på sig selv og ikke på Herrens hus, mens Gud I det andet kapitel lover store velsignelser, hvis folket i stedet vil begynde med at bygge Guds hus.

I bønnerummet var der før mødet blevet opstillet tre borde på linie med ca 2 meter imellem dem. Det midterste bord skulle symbolisere vores menighed, mens de to andre borde skulle symbolisere henholdsvis "Mammon" og "Gud". Mellem menighedsbordet og "Mammon"-bordet var der fæstnet fem snore. De skulle symbolisere forskellige områder, hvor menigheden er påvirket eller bundet af Mammons magt. Mellem menighedsbordet og "Gud"-bordet var der kun fæstnet en snor. Denne ene snor var ekstra lang, for at illustrere hvor lidt vi er bundet af Guds retningslinier for os. Vi vil selv styre vores økonomi.

Vi stillede os omkring det midterste bord og begyndte bønnetiden med at invitere Gud til at komme nær vores menighed. Vi mindede Gud om, hvor højt han elsker os og hvor stor omsorg han har for os. Han vil og kan være vores eneste forsørger. For sølvet og guldet er hans, som der står i Hag 2,8.

Efter ca fem minutter skiftede vi fokus og tog god tid til at bryde Mammons magt over menighedens økonomi. Peter mindede her om, at det ikke er kød og blod, vi bekæmper, men åndelige kræfter som ønkser at styre menigheden. Herefter blev alle fem snore fjernet en efter en, mens vi nævnte og brød konkrete ting, som styrer vores økonomi.

1) Menigheden er mere styret af økonomien end af Gud. Vi lader økonomien diktere, hvad vi kan gøre og hvad vi ikke kan gøre.

2) Mange har sat sig så stramt med alverdens faste udgifter, at de føler sig hindret fra frit at kunne give til Gud.

3) En stor del af vores økonomi går til selviske luksus ting som fx musik, film, god mad, vin, osv. Og dette prioriteres ofte højere end det at give til Gud.

4) Samfundet dikterer alle de ting vi bør have - og det styrer os. Vi skal have ...

5) Kærlighed til penge. Der er noget i os, der elsker pengene - og især den tryghed, de giver.

Efter at vi havde brudt alle fem bånd og bedt Gud om hjælp i forhold til menighedens økonomi, var der en af bønnedeltagene, som tog skoen af for at minde Gud om den pagt, han har indgået med os. (ligesom bibelen nogle steder i GT beskriver pagtsindgåelser, hvor skoen bruges.)

Vi tog et metalfad og brændte 2 hundredekrone sedler af - både for at bryde den negative magt, som penge har over menigheden og for symbolsk set at give vores penge til Gud (ligesom offerdyr i GT blev brændt op som en gave til Gud). I verdens øjne er dette dårskab, men Guds veje er anderledes. Vi sang sammen "Ja, det er fuldbragt!" flere gange og proklammerede derved at Gud skulle være Herre over menighedens økonomi.

Vi gik hen til "Gud"-bordet og begyndte nu at nedbede Guds velsignelser over menigheden. Han har lovet, at hvis vi giver tiende, så vil han velsigne os meget store velsignelser. Han vil åbne himlens sluser og lade sit overflod regne ned over os. Må Gud forme menigheden, så vi lærer at ære ham med vores økonomi. At vi ligesom Abraham må være villige til at give det bedste vi har. Må Gud også lære os at bruge vores penge til at velsigne andre, sådan som han vil bede os om at gøre.

Til allersidst bad vi imod den frygt, der i menigheden for at tale om penge. Må Gud give os samme frimodhed som Jesus havde, når han talte om penge.

Referat fra bønnemøde d. 9 oktober

Bønneleder: Peter Tinggaard
Antal deltagere: 6

Emne: Enhed imellem kirkerne i Randers:

Til et åbent møde med Anders Ova i Pinsekirken forrige fredags, fik han et billede til kirkerne i Randers, mens vi bad for Randers. Han så en rugbrøds skive, der var blevet delt i mange stykker - ligesom kirkerne i Randers er adskilt fra hinanden. I billedet skulle han forsøge at samle stykkerne til en skive igen, men det var helt umuligt. Når han forsøgte at placere stykkerne sammen, blev de ikke til en enhed igen. Tværtimod kom der blot endnu flere krummer ud af forsøget. Så talte Gud ind i det: I får ikke enhed ved at blot at komme sammen eller ved at arrangere en masse fælles møder. I vil ikke kunne blive eet. Men hvis I lader Gud sønderbryde jeres hjerter i sorg over splittelsen af Kristi legeme, så vil han kunne begynde at gøre noget.

Efter at vi havde indledt bønnestunden med lovsang, tog vi noget tid til overgivelse til hinanden og bøn om enhed i gruppen som skulle bede sammen. Så fik alle deltagerne en tallerken med en rugbrødskive som var brudt i stykker, og hver især spurgte Gud om han ville sige noget mere i forhold til billedet Anders Ova fik. Da vi efterfølgende delte, havde alle fået forkellige tanker om det med enhed og hvor umuligt det er for os at skabe den selv. Een fik den tanke at hvis rugbrødskiven skal blive hel igen, så må alle kernerne knuses, tilsættes vand og æltes på ny. Vi tog så noget tid til at bede om at vi (alle kirkerne i Randers) må blive sønderbrudte over mangelen på enhed og åbne op for at Gud kan komme og skabe enhed.

Derefter læste vi Ef 4: 1-16: Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle. Hver enkelt af os har fået nåden givet som gave tilmålt af Kristus. Derfor hedder det: Han er steget op til det høje, han har ført fanger med, han har givet gaver til menneskene. Men at han er steget op, hvad andet betyder det, end at han også er steget ned til den lave jord? Han, som er steget ned, er den samme, som også er steget op højt over alle himle for at fylde alt. Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde. Da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje, men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed.

I de her værs ser vi hvordan enhed og nådegaverne henger uløseligt sammen, og vi bad ud i fra dette om at nådegaverne må flyde ut over menighedsgrænserne, så vi alle sammen kan vokse.

Referat fra bønnemøde d 2 oktober

Bønneleder: Peter Tinggaard

Antal deltagere: 8

Emne: Familierne i Danmark

Den første tirsdag i måneden følger vi som udgangspunkt temaet fra bedehus.dk. I denne måned var det familien (se evt. bedehus.dk).

I bederummet var der opstillet tre ting. Seks borde var blevet samlet på en måde, så de lignede en pil. De skulle symbolisere Guds tanker om familien. Han siger: Sådan skal det være! Ved siden af pilen var der et enkelt bord. Det skulle repræsentere alle singler og enlige forældre, som meget gerne ville have en hel familie, men som ikke har det. De ville gerne forsøge at følge Guds vej, men kan ikke engang begynde den vandring, når de ikke engang kan finde en livsledsager. I den anden ende af rummet var der et enkelt bord, hvorpå der stod "hjemmet". Rundt omkring bordet var der otte stole, og på hver stol var der en pil med et navn på forskellige ting som ødelægger hjemmet/familierne i Danmark. (overarbejde, seksuelle misbrug, egoisme, vold, ligegyldighed, alkohol, narkotika og utroskab).

Vi begyndte at bede hende ved de borde, som stod som en pil for at vise Guds vej eller tanker for familien. Først tog et minuts tid og bad Gud om at give os forbedere hans tanker. I Ef 6,1-4 siges der at børnene skal adlyde forældrene, mens der til fædrene står at de skal opdrage børnene med Herrens tugt. Vi bad om, at Gud måtte give alle i Danmark en åbenbaring af hans tanker. At børn måtte lære at adlyde deres forældre og at de også måtte komme til at opleve, hvor meget Gud velsigner dem, der gør det. Omvendt bad vi for forældrene, at de måtte lære at opdrage børnene med Herrens tugt. At de måtte spejle Gud i dette - og dermed også afspejle hans kærlighed og renhed igennem det.

Gud har meget store tanker med familien. Han kalder os onde fædre i sammenligning med ham (Matt 7,11), men siger alligevel om os, at vi forstår, at give vores børn det, de trænger. Jordiske fædres (forældres) allervigtigste opgave er, at klargøre et barn til at se og elske Gud, den himmelske far. Vi bad om, at Gud måtte åbenbare for alle i Danmark, hvordan han havde tænkt en familie skulle være. Og at Gud mere og mere måtte bruge familien til at åbenbare hans væsen og kærlighed.

Lidt efter gik vi videre til at bede for beskyttelse for hjemmene i Danmark. Vi stillede os rundt om bordet, som havde de otte stole omkring sig. Da Peter introducerede stolene, kom der dog en ekstra til, idet flere mente, at fjernsynet er et af farligste angreb på hjemmet. Vi bad om, at Gud måtte beskytte hjemmet fra alle de ting, som kommer imod det. Vi skiftedes til at bede, idet en enkelt person bad imod et enkelt konkret angrebsområde (et af de ni områder) og efter bønnen vendte stolen væk fra bordet - for at symbolisere, at Gud allerede havde gjort noget (som svar på vores bøn). [Efter vi var færdig med bedemødet kom det frem, at Gud havde talt det samme til flere. En af forbederne skulle til at bede imod utroskab, men så kom en anden ham i forekøbet. Dog bad denne person i en længere bøn præcist det samme, Gud havde lagt på den første forbeders hjerte at bede.]

Til allersidst tog vi et minuts stilhed, for at vise vores medfølelse for dem, der ikke har en familie, og dermed er helt afskåret fra det, Gud vil en familie. Vi stillede os i nærheden af det bord, som skulle symbolisere singler og enlige. Nogle gange kan vores stilhed i bøn tale endnu mere end mange ord.