torsdag den 10. maj 2007

Referat fra bønnemøde d. 2 maj

Bønneledere: Jofrid og Peter Tinggaard
Antal deltagere: 13

Tema: Familierne i Danmark

Den første onsdag hver måned følger vi bedehus danmarks tema for måneden. Denne måned var temaet familien.

Vi startede med at takke Gud for hans fantastiske tanker med familien. Hans ide med familien var og er at alle helt fra babystadiet skulle føle sig elsket og set og igennem sine forældre se en spejling af Gud. Vi takkede Gud, for det hver enkelt har modtaget derfra.

Kort efter gik vi hen til to runde borde, som var blevet klargjort før mødet. På den ene stod der "familien", og på den anden stod der "samfundet". På familiebordet var der placeret seks stykker papirer med hovedet vendt ned ad. Peter delte, hvorledes Gud havde mindet dem om alt de ansvarsområder, familierne tidligere varetog, som nu i stedet er blevet overtaget af samfundet. Han vendte de seks sedler - en af gangen - og placerede dem i stedet hen på bordet, der symboliserede samfundet. På sedlerne stod der: Børnepasning, børneopdragelse, uddannelse, oplæring i den Kristne tro, omsorg for de syge og omsorg for de ældre. Alt dette blev før varetaget af familierne, men nu lægges det meste af ansvaret på samfundet.

Vi bad ind i dette og bad især for at familierne igen måtte rejse sig og påtage de ansvar, som Gud havde tænkt de skulle have. Der blev ikke bedt imod samfundet, men for familierne. Problemmet er ikke, at samfundet hjælper med disse opgaver, men at familierne har trukket sig fra at have det egentlige og endelige ansvar for dem alle. Vi bad særligt for at familierne igen måtte blive det sted, hvor unge får deres oplæring i den Kristne tro. Det er ikke søndagsskolens eller teenagegruppens ansvar. Det er forældrenes.

På et tidspunkt begyndte et par stykker at bede mod den lærdom, som skolerne og universiteterne giver om evolution og lignende. Disse lærere og professorer er dem, vi har overdraget ansvaret for uddannelsen til og det er ikke kun gode ting, de lærer. Der er brug for at familien rejser sig op og giver sund lærdom til deres børn.

Til sidst bad vi for vores kirke. Menigheden bliver i bibelen beskrevet som en familie. Peter forklarede at vi som kirke naturligvis også var præget af samfundets udvikling. Ligesom familierne har også menigheden trukket sig tilbage fra ansvarsområder, der tidligere var vores. Vi bad om at Gud måtte rejse kirken op og kalde os til at bære det ansvar, som han vil, vi skal have.